Psykoterapeut, psykolog eller psykiater?
Hvis du har svært ved at kende forskel på begreberne psykoterapeut, psykolog og psykiater, kan du læse om dem her på siden.
I Danmark er der ingen regler for, hvem der må udbyde psykoterapi eller samtaleterapi, som det også kaldes. Det er derfor en god idé at sætte sig ind i, hvilken baggrund din kommende psykoterapeut, psykolog eller psykiater har, så du ikke ender med at lægge dine problemer og sorger i hænderne på en person, der ikke er kompetent til netop din udfordring.
Herunder kan du læse om, hvad det vil sige, at være henholdsvis psykoterapeut, psykolog og psykiater. Du kan også læse mere om det på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside her.
Psykoterapeut
“Psykoterapeut” er ikke en beskyttet titel i Danmark. Det vil sige, at alle i princippet kan nedsætte sig som psykoterapeut. Derfor er det vigtigt, at man som klient sikrer sig, at terapeuten er uddannet og eksamineret psykoterapeut fra en af de uddannelsessteder, som er kvalitetsgodkendt og akkrediteret af staten. Uddannelsen tager 4 år. Jeg er selv uddannet og eksamineret psykoterapeut fra Nordisk Gestalt Institut, som er kvalitetsgodkendt og akkrediteret af staten. Jeg er uddannet i både individuel terapi og parterapi.
Uddannelsen er en blanding af teoretisk og praktisk viden, og retter sig i særdeleshed mod praksis (klinisk). Terapeuten skal i løbet af uddannelsen udvikle sig personligt, blive opmærksom på og bearbejde gamle mønstre, skærpe evnen til at relatere til andre, lytte og navigere i konflikter m.m. Derudover omfatter uddannelsen egentlig terapeutisk træning, metode og teori. Der er fokus på den personlige udvikling gennem alle fire år, samtidig med at den studerende trænes intenst i at sammenfatte teori og metode, og finde sin identitet som terapeut.
Et af optagelseskravene til psykoterapeut uddannelsen er en visitationssamtale med uddannelsesstedet. De fleste uddannelsessteder lægger vægt på, at man skal være et modent menneske med en solid erhvervserfaring. Psykoterapeutforeningen anbefaler, at man skal være minimum 28 år for at blive optaget på uddannelsen. Der lægges således stor vægt på, at klienter, som kommer for at få hjælp med livets følelsesmæssige og eksistentielle problemer, bliver mødt af et menneske der udover den teoretiske og praktiske viden også har den fornødne livserfaring.
Psykolog
“Psykolog” er en beskyttet titel i Danmark. Det er en teoretisk uddannelse, som tager 5 år på universitetet. Herefter har personen ret til at praktisere.
En psykolog kan efterfølgende vælge at tage en toårig praktisk efteruddannelse med fokus på det samtaleterapeutiske/psykoterapeutiske, så han bliver rustet til det kliniske arbejde. Først når denne efteruddannelse er gennemført kan man kalde sig “autoriseret psykolog”.
Det er værd at bemærke, at en psykolog iflg. lovgivningen ikke behøver denne praktiske efteruddannelse for at kunne praktisere klinisk. Som klient hos en psykolog – i modsætning til en autoriseret psykolog eller en psykoterapeut – vil man altså kunne komme til at modtage klinisk behandling af en person, som ikke har nogen praktisk uddannelse.
Psykiater
“Psykiater” er en beskyttet titel i Danmark. For at blive psykiater skal man først være uddannet læge. Det tager ca. 6 år. Herefter tager lægen en specialuddannelse i psykiatri. En psykiater er altså en speciallæge i psykiatri. En psykiater må i kraft af den lægelige uddannelse ordinere medicin i modsætning til en psykolog eller en psykoterapeut.
En psykiater behandler typisk patienter med psykiske lidelser. Dvs. psykoser (sindssygdomme), personlighedsforstyrrelser, langvarige kriser, evt. stof- eller alkoholmisbrug.
Hvis man henvender sig til en psykiater, ikke som patient med en psykisk sygdom, men som klient med “almindelige” følelsesmæssige og eksistentielle problemer, er det en god idé at forhøre sig, om psykiateren har en praktisk efteruddannelse som f.eks. psykoterapeut, hvilket en del psykiatere har.
Jernbanegade 23, 4000 Roskilde
Tlf: 6018 7544 | mail@larsschneider.dk