Psykoterapeut Roskilde

Psykoterapeut Roskilde

Jeg er 57 år, gift og har to voksne børn. Jeg er psykoterapeut i Roskilde, og er uddannet og eksamineret fra Nordisk Gestalt Institut. Min praksis ligger få minutters gang fra Roskilde station.

Der findes forskellige former for psykoterapi eller samtaleterapi, som det også kaldes. Den form for psykoterapi, som jeg anvender, hedder gestaltterapi. Det er den samme terapiform jeg anvender til både individuel terapi og parterapi. I det følgende tager jeg udgangspunkt i individuel terapi, men du/I kan læse nærmere om parterapi under menupunktet parterapi.

Gestaltterapi er en helhedsorienteret og eksistentialistisk terapiform, som i et personligt og nærværende samspil mellem dig og mig – og med fokus på dine egne valg og dit eget ansvar – tager udgangspunkt i dit liv her og nu. Læs evt. mere om det gestaltfilosofiske menneskesyn her.

Igennem nærværende og kontaktfuld samtale undersøger vi sammen, hvordan dine vanskeligheder opstår. Jeg giver dig mulighed for at bearbejde svære livsoplevelser, få støtte til at se livet som en række af muligheder og valg, forstå dine destruktive mønstre og opnå større selvindsigt. Vi undersøger sammen, hvad det er, der styrer dine valg. Hvad der er dine egne behov og værdier, og hvad der er dit eget ansvar.

 

Med ny indsigt kan du vælge nye veje

Ofte skyldes de udfordringer, vi har i vores liv, at vi ikke ændrer på vores tidligere opbyggede mønstre. Dvs. vores måde at opleve, føle, tænke og handle på. Vi bliver ved med at gentage de samme mønstre, fordi vi bliver ved med at se verden igennem fortidens briller. Hvis mennesker – og dyr for den sags skyld – har erfaret, at de har overlevet (både fysisk og psykisk) ved at være på en bestemt måde, så ligger det dybt i vores overlevelsesmekanisme, at vi bliver ved med at benytte de samme mekanismer og mønstre, fordi de jo har virket tidligere. Også selvom omstændighederne forandrer sig senere i livet.

Måske har man haft en barndom eller ungdom, hvor omstændighederne gjorde, at det var nødvendigt at udvikle visse mønstre eller overlevelsesmekanismer for lettere at kunne håndtere f.eks. smerte, mindreværdsfølelse, skamfølelse osv. Følelser som – uden disse mønstre og overlevelsesmekanismer – ellers ville have været sværere at håndtere (overleve). Oftest er vi slet ikke bevidste om, hvilke mønstre vi udviklede for at “overleve” dengang. Vi er heller ikke bevidste om, at vi stadig benytter de samme mønstre i dag.

Som psykoterapeut er jeg uddannet til gennem nærværende og kontaktfuld samtale med dig, at undersøge hvordan dine vanskeligheder opstår. Måske holder du fast i gamle mønstre og måder at være i verden på. Mønstre som var hensigtsmæssige engang, da omstændighederne var anderledes, men som nu er uhensigtsmæssige og med til at skabe dine vanskeligheder. Med ny opmærksomhed og større indsigt i dig selv, får du mulighed for at vælge nye veje

 

Psykoterapi er for alle

I min praksis møder jeg mennesker i alle aldersgrupper. Jeg har stor erfaring med klienter med bl.a. depression, stress, angst, lavt selvværd, tab, sorg, vrede, problematisk opvækst, problemer med relationer osv.

Flere og flere opdager, hvor hjælpsomt det er at tale med en psykoterapeut. I dag er det heldigvis blevet meget mere almindeligt og accepteret at gå i både individuel terapi og i parterapi. Hvad enten du oplever større eller mindre udfordringer, er du altid meget velkommen til at kontakte mig, og høre mere om, hvad jeg kan tilbyde. Du finder min kontaktinfo her.

Jeg arbejder efter Dansk Psykoterapeutforenings etiske regler. Se evt. reglerne her. Jeg er psykoterapeut i Roskilde og jeg er naturligvis underlagt tavshedspligt.

Jernbanegade 23, 4000 Roskilde
Tlf: 6018 7544 | mail@larsschneider.dk